I lørdags var jeg til julefrokost!
7 piger samlet eller ja, vi er jo nok nærmere ved at være damer, først i 30'erne.
Vi er alle opvokset i fattigfirserne, oplevet kartoffelkuren og hvad firserne ellers bød på.
Det der satte mine tanker igang var da en af pigerne fortalte om hendes første par nye Levis bukser, de første par der blev indkøbt kun til hende, altså nogle der ikke var arvet og brugt af kusinen først.
Hun fortalte om hvordan hun kiggede på sig selv i spejlet i prøverummet og lavede et lille lydløst "yes tegn" med armen! Langt om længe havde hun lokket hendes mor med til at købe de ønskede bukser.
Hun var glad og taknemmelig for endelig at få de bukser.
Det fik mig til at fremsætte dette store spørgsmål:
Hvordan kan man give sit barn alt, samtidig med at det også bevarer taknemmeligheden?
Jeg har jo lyst til at give mit barn alt (uden at der menes i overflod), men jeg vil samtidig ikke have et barn der forventer at få alt. Jeg vil have et barn der også fortår at være taknemmelig!
Disse tanker er blevet hængende i mit hoved siden i lørdags, det er jo også meget apropos her i juletiden.
Så mens jeg tumler videre med mine tanker vil jeg lige vise jer Ankers advents gave fra igår:
For et års tids siden fik vi ganske gratis en helt kasse brugt legetøj. Dette puslespil er fisket op af denne kasse, tørret af i en sprit serviet og pakket ind som advents gave.
Ankers ansigt var lige så glad og overrasket som ved de foregående adventsgaver med nye Dublo æsker.
Hvilke tanker gør du dig i forhold til at lære dit barn at være taknemmelig?